På mandag slutter Mikkels barsel og Lua har sin første officielle dag i vuggestue. Og det føles helt forkert!
Jeg har hørt mange beskrive det at få børn som frihedsberøvende, fordi der er mange af de ting, de har lyst til at lave, som de ikke kan realisere med børn. Sådan oplever jeg det slet ikke. Det er selvfølgelig helt rigtigt, at der er mange ting, man ikke kan gøre med børn, men det føles ikke begrænsende for mig, for der er ikke andet, jeg hellere vil, end at være sammen med min datter.
Til gengæld har jeg aldrig følt mig så frihedsberøvet, som jeg gør nu, hvor jeg af økonomiske grunde, er nødt til at sende hende i institution 8 timer om dagen. Det føles naturstridigt helt ind i mine knogler, at vi skal være adskilt så mange timer om dagen. Så mange dage om ugen.
Lad mig lige slå fast med det samme, at det ikke er fordi, jeg ønsker at hjemmepasse hende på fuld tid. Der er mange gode og vigtige ting, hun skal lære i instituion. Hun skal lære at omgås og lege med andre børn, hun skal lære, at det også kan være trygt at knytte sig til andre voksne, hun skal lære om mit, dit og vores, om at spise sammen osv. Men! Jeg ville ønske, at hun ikke skulle i institution før hun er fyldt minimum 1 år, og at hun ikke skulle være der så mange timer om dagen.
Jeg har på en god dag to timer med hende, når jeg kommer hjem fra arbejde. Og det er vel og mærke to timer, der går med at hente, lave mad, amme og putte. Det er jeg ked af. At jeg ikke kan være mere sammen med hende. Og ikke mindst, at hun ikke kan være mere sammen med mig (og Mikkel). Men det kan hun ikke, fordi vi er nødt til at gå på arbejde og tjene penge, for at få hverdagen til at hænge sammen.
“Men har I ikke lige brugt 500.000 kr på at renovere jeres hus?”
Jo. Det har vi. Og oven i det, har vi også købt et stort hus på den dyre side af 4 milioner. Vi har en leaset bil, en hund, og om en måned skal vi giftes. Og dét får mig til at føle mig som verdens største hykler!
De sidste par måneder har jeg fantaseret om at skrive læserbreve om, hvor krænkende det er for en nybagt mor som mig, at samfundet har bestemt, at jeg skal arbejde det meste af mit barns (min babys!) vågne tid, 37 timer om ugen, for at tjene nok til, at vores liv kan hænge sammen. Samfundet er altså struktureret på en måde, så vi ikke kan være sammen med vores børn. Og den tid, vi har sammen med dem, er i høj grad præget af (ofte) stressende gøremål. Den holdning står jeg fast på, men jeg kan jo ikke tillader mig at brokke mig, når jeg lige har prioriteret at fyre en halv milion af på nye gulve, nyt køkken og flotte farver på væggene. Vel?
De 500.000 kr er en årsløn for mig. Jeg kunne have holdt fri et helt år – éfter barsel vel at mærke – for de penge. Og stadig have købt et nyt og ganske udemærket (havde vi ventet med renoveringen) hus. Problemet er bare, at vi allerede havde planlagt renoveringen inden Lua blev født. Og dengang, mens hun stadig sparkede i maven, havde jeg ingen anelse om, hvordan jeg skulle forholde mig til barsel og vuggestuestart. Jeg tænkte meget på, hvordan fødslen ville gå, hvordan det ville være at blive mor, hvem Lua var og hvordan hun så ud. Opstart i vuggestue var aldrig en del af mine tanker. For det er jo ligesom bare sådan det er i Danmark. Børn går i vuggestue, og det er der mange, der har klaret fint før Lua. Så hvorfor overhovedet stille spørgsmålstegn ved det.(?)
Havde jeg skulle prioritere i dag, tror jeg, jeg havde valgt at bruge vores penge anderledes. Jeg havde stadig brugt en god portion på renoveringen, men måske have nøjedes med et Ikea-køkken og undladt at vælte væggen mellem køkken og spisestue. Det havde frigjort måske 100.000 kr, som vi kunne have brugt på at tage Luas opstart i institution i det tempo, der føles rigtigt for os. Føles rigtig for hende. Ikke for samfundet, ikke for alle de andre børn, der er kommet godt ud på den anden side af vuggestue – men for os.
For når jeg ser tilbage på den her tid om 10 år, er jeg ret sikker på, det ikke er valget mellem et olieret eller lakeret gulv, der fylder. Ej heller farven på køkkenet. Men derimod, at det var Luas første år i denne verden! Mit første år som mor. Og vores første år som familie. Det har vi nu taget konsekvensen af og fra den 1. november, går jeg ned i tid, så jeg kun skal arbejde 30 timer om ugen og har fri hver onsdag. Det betyder, at vi får betydeligt færre penge mellem hænderne hver måned. Jeg går næsten 25 % ned i løn, samtidig med, at vi har en del flere udgifter om måneden til institution, og til alt der følger med at have et barn. Vi må lægge stramme madplaner og droppe sommerferien sydpå.
Men forhåbentligt vil vi have mere overskud i hverdagen. Mere overskud til at være til stede i den sparsomme tid fra Lua bliver hentet i vuggestuen til hun skal i seng. Og Lua kan have en halv dag, hvis ikke helt fri, midt på ugen, hvis hun har brug for det. Dét valg føles rigtigt, og det er jeg ret sikker på, jeg ikke kommer til at fortryde.
Hvordan har I det med at sende jeres (små) børn i institution? Del gerne jeres tanker i kommentarfeltet.
Det vil jeg elske at høre om!
You might also like
3 Comments
Fint indlæg – jeg kan 100% sætte mig ind i dine tanker.
Vi vil så gerne det hele; børn, hus, bil og ferie to gange om året. Og det koster kassen.
Vi er også selv i gang med renoveringsprojekt, og med barn nummer to på trapperne ( om én uge-ish) er der nok at se til. Desværre har jeg allerede nu stresset lidt over at barslen slutter på et tidspunkt.
Vores ældste kom i vuggestue da han var 10 måneder og det er sgu lidt tidligt. Ved jeg nu. På det tidspunkt tænkte vi ikke meget over det – det er jo sådan det er. Men jeg kan godt mærke at det er anderledes denne gang. Jeg gad godt at jeg kunne holde lillebror hjemme i længere tid, eller som minimum gå ned i tid som du gør nu.
For at svare på dit spørgsmål, så har jeg intet problem med at aflevere mit barn i, nu, børnehave, jeg ville bare ønske at det var begrænset til måske 9-15 hver dag i stedet for 7.30-16.
Helt ærlig er jeg ret bange for at en evt. deltidsstilling vil gøre det hele for surt – altså f.eks. at alle de drømme vi har for vores hus vil skulle sættes helt på stand-by i mange år. Åh fuck. Ingen facit, bare en lang smøre
Dejligt for jer med mere tid! Vil gerne høre mere om hvordan det går.
Rigtig godt indlæg om det moderne (priviligerede) menneskes paradoks. Har selv lige lavet en 180 graders, med opsagt drømmejob og flytning tværs igennem landet for at være tættere på familien. Jeg startede op da mit barn nr. 2 var 9 måneder og sørgede simpelthen de første 6 måneder over den tid jeg aldrig fik igen med ham og storesøster. Nu er prioriteringen at være tættere på familien, have mere tid, købe et billigt (billigere) hus og lade sommerferien blive i dk og Sverige i stedet for De mange udenlandsrejser vi plejer at tage på. Jeg har det SÅ godt i maven over det og ved at det er det rigtige for os. Og det tror jeg også det er for jer. Tillykke med dit/jeres valg. Det er stærkt at mærke efter og være sin egen lykkes smed. Kh Sara
Jeg vil rigtig gerne dele mine tanker med dig, for jeg kan virkelig godt sætte mig ind i hvordan du har det. Jeg har det faktisk på præcist samme måde, jeg har bare taget nogle markant andre valg og på den måde fået det hele til at gå op. Og måske er det lidt hårdt, men jeg vil gerne være ærlig Jeg føler egentligt at vi har præcist det samme som jer, men kun for den halve pris. Da vi begge to var færdige med vores uddannelse/ph.d var vi meget i tvivl om vi skulle tage springet og flytte fra Odense og til Københavnsområdet hvor mine forældre boede og hvor jobsene var. Men så var jeg heldig at blive tilbudt en fast stilling i vores forskningsgruppe på 37 timer, og det kunne jeg ikke sige nej til. Og som om det ikke var held nok, så var min mand så heldig at få en tilsvarende stilling i samme enhed. Vi er ansat i staten og lønnen er ikke den bedste. Til gengæld har vi helt fleksible arbejdstider og kan møde kl. 9 eller går kl. 15 eller hvad vi har behov for, og vi har betalt frokostpause. Bare vi lægger 37 timer om ugen i gennemsnit. Jeg arbejder et par aftener om ugen med computeren ved spisebordet , og holder til gengæld fri en dag om ugen som jeg selv vælger. Vi valgte at købe et (allerede renoveret) hus meget tæt på vores arbejde, kun 8 min på cykel og har derfor næsten ingen transporttid og kan aflevere børn efter kl. 8 og hente før kl. 16. Og tilmed har vi også kun 10 min på cykel til Odenses gågader. Og det var et af de helt afgørende ting da vi valgte at købe vores lille hus i Odense, hvor man her får et hus for den halve pris af Hvidovre. Et andet bevidst valg er at vi har en dejlig stor Ford Mondeo fra 2006 som vi har givet 50.000 kr og som får lov at køre til den ikke kan mere. Tilgengæld behøver vi ikke tænke så meget på om der kommer fedtfingre og mudderstøvler på sæderne. Som du selv skriver, så handler det hele jo om prioriteringer. Vi snakker konstant om at vi vil have nye møbler, men hver gang minder vi os selv om, at vores børn skal have lov at være børn og boltre sig og have fedtede fingre, tegne ved spisebordet osv. uden at vi konstant skal rende rundt og passe på. Så det er et helt bevidst valg at vi har billige og flere genbrugsmøbler, og sådan må det være så længe vi har små børn. Jeg startede Ida op i vuggestue 1/8 hvor vi brugte den første måned som legestue og den næste måned på mere rigtig indkøring med kortere dage. Og det gjorde hendes start på fuld tid d. 1/10 rigtig nem, selvom hun reelt kun var 9,5 måned. Hun kan sagtens græde når hun bliver afleveret, men hun stopper så snart jeg er ude, og hun har de dejligste dage der. Jeg er meget bevidst om at bruge min fridag og evt. aftener på at klare de praktiske ting, så jeg kan bruge kl. 16-20 sammen med børnene…. Sådan har vi taget nogle valg der har gjort det hele nemmere. Hvis jeg skal nævne det valg som jeg sætter allermest pris på og som jeg ville råde andre til at prioritere meget højt når man har børn, så er det at bo så tæt på sit arbejde som overhovedet muligt, så man ikke spilder en masse tid på transport. Men Nadja, du gør jo det helt rigtige! Du går ned i tid så jeres hverdag kan hænge sammen, og jeg er sikker på du vil elske det! Det var hermed lidt tanker du måske kan bruge til inspiration.