At renovere på barsel

Vil jeg fortryde, at jeg bruger den tid, jeg har fået til at være sammen med Lua, på at renovere? Vil det få konsekvenser for Lua, at vores opmærksomhed ikke er på hende hele tiden?

Det har jeg det sidste halve år, spurgt mig selv om rigtig mange gange. Hvis ikke dagligt. Vi stod ikke forrest i køen, da der skulle deles børn ud. Det tog tid, og vi kan ikke forvente, at vi kan få flere børn. Det er der jo sådan set ingen der kan, men vi ved, modsat andre, at der er en reel risiko for, at vi ikke får flere børn. Derfor har barslen været ekstra betydningsfuld for mig. Jeg har elsket hvert sekund af det år, jeg har været hjemme, og følt mig ekstremt heldig over, at jeg har kunne være så meget sammen med Lua i hendes første år. Jeg har nydt barslen velvidende, at det måske er første og sidste gang, at jeg får den mulighed.

Det første halve år efter Lua kom, lavede vi intet i huset. Vi flyttede ind en uge før min termin, og malede ikke engang. Vi hængte vores billeder på væggene, der hvor der hang søm i forvejen, brugte de lamper, min onkel havde været så sød at lade hænge (vi havde slet ikke lys nok til det store hus, når vi kom fra vores lille 3-værelses), vi rykkede møblerne ind og så boede vi ellers sådan, helt uperfekt perfekt, i de første seks måneders babybobbel. Og det var helt bevidst, at vi ville have ro den første tid. Lua skulle have ro, jeg skulle have ro og vi skulle have ro til at finde os på plads som familie. Når jeg ser tilbage nu, hvor vi sidder midt i renoveringskaos, er jeg rigtig glad for den prioritering.

Da Lua blev 7 måneder, fik Mikkel også barsel. Det var midt i juli måned, og siden da har vi begge været hjemme med Lua hver dag. Mikkel har en rigtig god barselsordning, modsat min, så det var helt oplagt, at han skulle tage så meget barsel, han kunne. Oprindeligt var det meningen, at jeg skulle afholde lidt ferie sammen med Mikkel og Lua, og så tage tilbage på arbejde i slutningen af august. Men jeg var ikke klar. Og jeg følte ikke, at Lua var klar. Hun ammede stadig, og jeg havde ikke lyst til at tvinge et ammestop igennem, hvis jeg kunne undgå det. Så jeg ringede til min chef, og spurgte om jeg måtte blive hjemme til 1. oktober, hvis jeg selv finansierede det. Og sådan blev det heldigvis.

Mikkel og jeg har altså begge været hjemme sammen i 2,5 måned, og det er dét, der har gjort det muligt for os at renovere samtidig med, at vi har kunne tage os af Lua. Havde jeg været alene på barsel, og skulle bruge tiden, når Lua sov på at renovere, havde jeg ikke kunne overskue det. Så jeg håber ikke, der er mødre eller fædre alene på barsel, der følger med på vores Instagram-profil, og sammenligner sig med min situation. For vi er hele tiden to, og det gør hele forskellen. Vi skiftes til at være sammen med Lua, mens den anden så har fri til at renovere. Og så bruger vi aftenerne, når Lua sover ved 19-tiden. Det fungerer for os. Vi har tid til at lave de ting, vi vil i huset, samtidig med at Lua hele tiden er sammen med minimum én af sine forældre.

Jeg kan nogle gange tænke, at det er lidt ærgerligt, at vi ikke har så meget tid sammen som familie. Mange bruger deres fælles barsel på at tage ud at rejse. Vi bruger den på hele tiden at dele os op og arbejde. Men sandheden er, at vi synes det her projekt er spændende. Ligeså frustrerende og hårdt det er, når man står midt i det, og har brugt flere dage på at få sin køkkenø i vatter (!!!), lige så sjovt er det også, når det lykkedes. Det her er vores barselsrejse.

Så for at svare på de indledningsvise spørgsmål, så nej – jeg tror ikke, jeg kommer til at fortryde, at jeg har brugt meget af Luas barsel på også at renovere vores hus. Jeg er hele tiden bevidst om de valg vi tager, og dermed også fravalg, og var jeg det mindste i tvivl om, hvorvidt vi kompromitterede vores tid med Lua, så havde vi ikke gjort det. Dermed tror jeg heller ikke, det får konsekvenser for Lua. For hun er hele tiden sammen med os. Eller i hvert fald én af os.

I morgen starter så et nyt kapitel. Jeg skal på arbejde igen. Mikkel bliver hjemme med Lua ind til november og sørger for, at hun får en god start i vuggestue. Jeg er spændt. Både på at starte på arbejde, at skulle være væk fra Lua, at hun skal starte i institution, at vi skal have familielivet til at hænge sammen på en ny måde – og på, hvordan vi kommer i mål med alle de projekter i huset, der fortsat mangler, nu hvor der også er arbejde at passe. Men så længe vi bliver ved med at spørge os selv, om vores situation er optimal, og gør os bevidst om måden vi lever på, så tænker jeg, vi nok skal finde en god vej til målstregen. Både med familieliv, arbejdsliv og med husprojekt.