Superføder, hurtigføder, vikingeføder, lynføder, naturlig fødsel, unaturlig fødsel, den fødte føder, dårlig føder.
Efter min fødsel følte jeg mig allermest som det sidste. En dårlig føder. Min fødselsberetning er fortællingen om en fødsel, der efterlod mig med en følelse af nederlag. En følelse af, at dét der med at føde, det kunne jeg ikke finde ud af. For jeg kunne ikke klare det selv. Jeg skulle både have hjælp af en epiduralblokale og ve-stimulerende drop for at kunne komme igennem åbningsfasen, og jeg kunne heller ikke, på trods af en 6 timers lang pressefase, selv presse mit barn ud. Til sidst kom en sugekop mig til undsætning, og ud kom vores lille Lua i god behold.
Jeg vil nu fortælle jer om min fødsel. Med den følger også et håb om, at vi – kvinder imellem – bliver bedre til at tale solidarisk om vores fødsler. Mere om det til sidst.
Vandet gik ud af det blå
Det var cirka en halv time inde i DRs juleshow, midt i sofaen, at jeg pludselig følte, jeg tissede i bukserne. Jeg var gået 9 dage over tid, men havde det godt, og havde ikke haft de mindste tegn på snarlig fødsel.
Jeg gik ud på toilettet, og kunne konstatere, at det ikke var tis. Det var mit vand, der var gået. Langsomt sivende, men helt klart gået.
Vi ringede derfor til fødegangen, og de bad os komme ind dagen efter kl. 9.00, og opfordrede ellers til, at vi fik en god nats søvn.
Som om.
Kl. 22.00 begyndte de første veer så småt. Vi var gået tidligt i seng med forventingen om en hyggelig aften, hvor vi kunne se serier på ipad’en i sengen. Jeg havde hørt denne fase af fødslen beskrevet som Netflix-fasen. Men jeg havde ondt og kunne på ingen måde samle mig om at se noget som helst. I stedet slukkede vi lyset, og forsøgte at slappe lidt af, mens vi tog tid på veerne. 5-15 minutter var der i mellem dem. Lige præcis længe nok til, at Mikkel, der ellers skulle tage tid, nåede at falde i søvn mellem veerne, haha. Jeg opfordrede ham derfor til at få så meget søvn som muligt, og så tog jeg ellers selv tid. Den nat sov jeg næsten ikke.
Det startede godt…
Kl. 9.00 tog vi på fødegangen, og jeg fik at vide, at jeg havde åbnet mig 3-4 cm. Det var rigtig flot, sagde de.
Smerterne var overskuelige. Som stærke menstruationssmerter, og jeg tænkte, at dét her, det kunne jeg godt holde ud. Jeg fik en hindeløsning, for at sætte skub i den resterende del af åbningsfasen og vi blev sendt hjem igen. Vi nåede dog ikke engang ud af hospitalet, før veerne tog fat. Av for f……!
Jeg tror, vi var hjemme 1-2 timer før smerterne var så slemme, at jeg ville tilbage på hospitalet. Jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne komme op af sengen, hvis smerterne tog til. Jeg var i mellemtiden også begyndt at kaste op, og følte mig afkræftet efter en lang nat uden søvn.
Jeg havde faktisk gædet mig til fødslen, og havde på intet tidspunkt regnet smerten for at skulle blive et problem. Jeg er normalt god til at udholde smerte, og tænkte, at det ville blive det mindste problem ved at føde. Men smerten kom bag på mig. Afkræftelsen og opkastningerne gjorde mig utryg, og jeg følte mig slet ikke til stede i mig selv.
Vi kom tilbage på fødegangen, og de begyndte at forberede mig på fødslen. Jeg fik et lavement og vi fik en stue, vi kunne vente på. Jeg frøs ekstremt meget mellem veerne, men kampsvedte når jeg havde veer. Jeg forsøget at spise og drikke, men kastede op hver gang. Jeg kunne ikke være i min krop af smerte. Jeg var afkræftet, sulten og træt og kunne hverken gå eller sidde.
De afgørende cm, et hav af prøver og måske kun 2 timer igen?
Da klokken blev ca. 16, altså 20 timer efter vandet var gået, blev jeg undersøgt igen. Svaret var nedslående.
Du har stadig kun åbnet dig 3-4 cm.
Jeg mistede al mod. Hvordan skulle jeg finde energi til at komme igennem resten af fødslen nu uden mad og søvn? Jeg var ikke engang halvvejs igennem åbningsfasen. Jeg bad om smertelindrende. “Ja, vil du have et bad?”, spurgte jordemoderen mig. Et bad!? Jeg skal have noget, der virker. NU! Jeg fik en epidural.
Halleluja!
Sikke en fantastisk oplevelse. Jeg blev fuldstændig smertefri efter blot få minutter, og kunne igen følge lidt med i, hvad der skete. Jordemoderen var bekymret for, om epiduralen ville sætte veerne i stå og gav mig sideløbende et ve-drop. Det var fint, jeg kunne alligevel intet mærke.
Desværre reagerede Lua på v-droppet. Hendes hjerterytme steg. Hun virkede stresset. Så lægerne skulle tage en masse prøver på hende hele tiden. De tog blandt andet blodprøver på hendes hoved, hvilket I måske kan regne ud, gjorde det lidt svært for mig at slappe af.
Til sidst besluttede de at slukke for droppet og se, hvad min krop kunne selv. Og det var en god beslutning. Jeg fik ro, og fandt tilbage i mig selv. Ud på aftenen, klokken ca. 22 var jeg 10 cm åben! Jeg fik at vide, at pressefasen snart ville gå i gang, og at vi måske ville have hende ude allerede inden midnat. 2 timer mere! Det her, dét kunne jeg godt.
Der skulle dog gå yderligere 9 timer, før vores datter kom ud til os.
Kan man presse en baby ud uden presseveer?
Man hører tit, om gravide maver der synker op til fødslen. Om babyer, der sætter sig fast i bækkenet. Det gjorde Lua aldrig, og jeg følte derfor ikke pressetrang. Måske også på grund af epiduralens dulmende effekt, men jeg fik aldrig en rigtigt presseve.
Men ud skulle hun jo, så jordemoderen, der nu havde slukket epiduralen, bad mig presse med, når jeg havde en ve. Det var planen, at jeg først skulle presse hende ned på plads i bækkenet, hvorefter jeg så kunne gå i “rigtig” pressefase.
Jeg pressede. Og pressede. Fra omkring kl. 23 og on/off hele natten.
Ud på morgenen stod det klart, at Lua havde sat sig skævt i bækkenet. Jeg havde i mellemtiden fået ekstrem krampe i mit ene ben. Jeg gætter på, Lua trykkede på nogle nerver, idet hun satte sig skævt fast.
Jeg havde ikke mere at give af, jeg havde hverken sovet eller spist i over et døgn. Jeg følte, jeg famlede i blinde. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle presse uden at have en presseve. Jeg var bange for at gøre det forkert. Jeg var færdig!
Jordemoderen besluttede at få hjælp fra en sugekop og på få sekunder blev stuen fyldt med en masse mennesker. Vidst nok en børnelæge og nogle andre, jeg aldrig fandt ud af hvem var. Efter 3 pres med en sugekop, og 36 timers veer, var vores lille, perfekte guldklump ude. Endeligt!
“Efterveerne”
På grund af den lidt turbulente fødsel, blev navlestrengen klippet med det samme, og jeg fik hende derfor ikke op på brystet med den ro og tryghed, jeg havde ønsket og håbet.
Jeg var lettet over, at vores pige var ude i god behold, men jeg var også skuffet. Skuffet over at føle mig utilstrækkelig. At føle, at jeg ikke kunne finde ud af at føde. Hvorfor var det ikke gået, som jeg havde havde forberedt? Alle de kurser, vejrtræknings- og visualiseringsøvelser. Alt det til ingen verdens nytte. Jeg havde mistet kontrollen, og det efterlod mig med en rigtig ærgerlig følelse af nederlag.
Hvordan taler vi solidarisk om fødsler?
En af grundene til, at jeg blev efterladt med en følelse af nederlag er, at jeg fra alle de fødselsberetninger jeg tidligere havde hørt, havde fået opbygget andre forventninger. Jeg havde hørt om hurtigfødere, vikingefødere, superfødere, kvinder der føder på 2 panodiler og en enkelt presseve. Det er i sig selv fantastisk, men det bliver problematisk, når det sættes i opposition til de lange fødsler, de komplicerede fødsler, de smertefulde fødsler.
Omkring 2 måneder efter min fødsel var jeg i en mødregruppe, hvor to mødre talte med hinanden om, hvordan fødslen slet ikke var så slem, som folk gjorde den til. Hvordan de havde taget et par panodiler og var klar til at gøre det hele igen dagen efter. Tror I, jeg havde lyst til at fortælle dem om min fødsel? Om hvordan jeg ikke kunne klare det selv, og højst sandsynligt havde været død, havde jeg ikke fået hjælp af både en håndfuld læger og en sugekop?
Nej. Jeg følte i stedet skam over, at jeg ikke kunne klare det, jeg er født til at gøre. Føde børn.
Jeg oplever, at vi kvinder kommer til at gradbøje sejheden af fødsler, når vi taler sammen om fødsler. Jeg siger kommer til, fordi jeg er overbevist om, det ikke er itentionen. Ikke desto mindre er det dét, vi gør, når vi kombinerer fødslen med mere eller mindre positivt ladede tillægsord.
Selvfølgelig kan fødsler være mere eller mindre komplicerede, ligesom de kan vare kortere eller længere tid. Men en fødsel i sig selv, kan ikke være mere eller mindre sej. En fødende kvinde kan ikke være mere eller mindre dygtig.
Man er ikke sejere, fordi man føder “lige efter bogen”, uden smertelindring eller hjælp. Man er ikke stærkere, fordi man selv kan presse sit barn ud, uden assistance fra en sugekop eller et kejsersnit.
Jeg håber, at vi kvinder vil være mere opmærksomme på at tale om fødsler uden konkurrencementaliteten, så vi undgår at komme til at tale hinanden forkerte. En fødsel er ikke en konkurrence om at kunne føde på den mest rigtige måde. Alle os, der har født skal være stolte af vores fødsler. Om det så tog 40 eller 4 timer, en sugekop eller blot et par panodiler for at lykkedes. Vi gjorde det!
Eftertekst
Sidder du og læser denne tekst med angst for at føde og tænker, at jeg nu har bidraget til den angst, så skal du vide, at jeg i dag tænker tilbage på min fødsel med både overskud og glæde. Jeg havde måske ikke en fantastisk fødsel, men det var en fantastisk oplevelse, og jeg håber mere end noget andet, at jeg får lov til at gøre det hele igen en dag. For se hende lige, vores lille Lua.
6 Comments
Tak Nadia. Tak for du italesætter det. Sad med samme følelse efter 24 timer med veer og efter at have været 8 cm uden at komme videre de sidste 5 timer, endte med et kejsersnit. Aldrig har jeg været så lettet, som da beslutningen blev taget. Var så udmattet. Men efterfølgende kan jeg godt tænke; gav jeg op for let? Men nej det gjorde jeg ikke. Det var det der skulle til, før min søn kom til verdenen.
Hej M. Mange tak for din kommentar. Jeg synes på ingen måde et kejsersnit er “at give op”. Det er ligeså meget en fødsel, med alt hvad det indbærer, som det er at presse barnet ud vaginalt. Det skal du være stolt af! Og stort tillykke med din søn 🙂
Dejligt du deler! Min fødsels af min datter måtte sættes i gang 14 dager over tid, og allerede der var jeg en smule skuffet over at min krop ikke selv kunne finde ud af at sætte gang i fødslen. I pressefasen måtte jeg også have ve drop og til sidste blev min datter hjulpet til verden med sugekop, da jeg simpelthen ikke havde kræfter til at få hende ud selv. Sad selv med en lidt mærkelig følelse af utilstrækkelighed over ikke at kunne få hende til verden uden hjælp.. men det må vi ikke have, som du siger så er alle fødende kvinder seje uanset hvad! Godt du deler budskaber
Hej G
Mange tak for din besked. Hvor længe siden er det, du har født? Jeg håber ikke følelsen af utilstrækkelighed stadig sidder i dig. Det er der i hvert fald ingen grund til. Du har født et barn! Det er fantastisk, og den præstation dét er, er fantastisk. Kæmpe tillykke med det! <3
Årh lille nus <3
Stort tillykke med jeres yndige lille datter !
Super sejt gået med fødslen, det må kræve vanvittige kræfter at føde er barn som har sat sig skævt i bæknet. Stor respekt hérfra en såkaldt “superføder”.
Hej Anette
Tusind tak for din kommentar. Ja, det er sgu lidt vanvittigt, når sådan en lille klump beslutter sig for at forsøge at komme ud sidelæns, og man ikke kan gøre andet end at arbejde med 😀 Og respekt lige tilbage – alle vi fødende kvinde er for vilde!