Nu hvor vores køkken står (om ikke andet så funktionelt) færdigt, og vi bruger det hver dag, er der valg, som vi bliver bekræftet i, var de helt rigtige – og så er der også valg, som vi måske nok ville overveje en ekstra gang, skulle vi gøre det hele om igen.
Til alle jer der står midt i junglen af alle de beslutninger, man skal tage, når man skal købe et nyt køkken, kommer her en liste af do’s and dont’s, baseret på vores erfaringer, som I kan overvejer i processen. Vi håber, det kan gøre det lidt nemmere for jer at træffe de beslutninger, I bliver allergladest for.
Valg vi er glade for:
Emhætte
Jeg hader emhætter. Alene fordi jeg synes, de er grimme. Stod det til mig, havde vi slet ingen emhætte, men det er vist ikke godt for indeklimaet, så en eller anden form for udsugning, måtte vi have. Fordi vi har kogeplade i køkkenøen, havde vi ikke mulighed for at hænge emhætten på en væg, og dække den ind i en kasse – den skulle enten hænge ned over køkkenøen eller være i selve køkkenøen. Sidstnævnte mulighed undersøgte vi, men kunne ikke finde nogle løsninger, vi 1) æstetisk kunne leve med og 2) ikke optog ekstrem meget plads under kogepladen. Så til sidst besluttede vi at bygge emhætten op i loftet. Og dét er vi virkelig glade for. Bortset fra, at det gør det lidt svært at have lamper hængende ned over køkkenøen, så er det en virkelig god beslutning, både i forhold til funktionalitet og i forhold til at skjule emhætten mest muligt.
At vende køkkenet
En ting vi tænkte meget over, da vi skulle indrette køkkenet, var de forskellige arbejdszoner, og hvordan de ikke skulle være isolerede fra andre zoner i køkkenalrummet. Det var eksempelvis vigtigt for os, at man står med ansigtet ud mod køkkenalrummet, når man arbejder i køkkenet, så man kan være en del af dét, der foregår, selvom man laver mad.
Da vi flyttede ind var både vask og komfur placeret således, at man stod med ryggen til det resterende lokale. Stod man ved komfuret kiggede man ind i en væg og stod man ved vasken kiggede man ud af vinduet mod garagen. Nu kan vi se ud i vores flotte have, når vi står ved køkkenøen, og i øvrigt have mulighed for at se tv eller deltage i en samtale med andre i rummet.

Jeg beklager billedets indhold… Jeg orkede ikke at tømme spandene for at tage et billede 🙂
Affaldssortering
Ja, tænk engang, at man kan blive glad for noget så banalt som en skraldespand, men at afsætte to skuffer til affaldsortering, er en af de beslutninger, vi er blevet overraskende glade for. I stedet for at have en affaldsspand under vasken (det skab bruges til Quooker og rengøringsartikler), har vi to skuffer til højre for vasken, med i alt fire forskellige affaldsspande. En til almindeligt affald, en til plast, en til pap og en til metal. Det er virkelig dejligt at have det i system – før stillede vi brugte dåser i et hjørne på køkkenbordet og andet blev sorteret i poser, der hang rundt omkring på dørhåndtag.
Skuffer i symetri – og skuffer i det hele taget
Vi besluttede os ret tidligt for, at vi for så vidt muligt, ikke ønskede skabe. Især underskabe synes vi, er besværlige at komme ind i – der er skuffer en mere praktisk løsning. Da vi havde besluttet for så vidt muligt kun at have skuffer, gik vi igang med at tænke symmetri i skufferne. Vi har nogle ret markante runde greb på vores køkkenfronter, og hvis vi ikke tænkte over, hvordan de blev placeret i forhold til hinanden, ville det hurtigt komme til at ligne en rodebutik. Derfor har vi også fået lavet to skabslåger på specialmål og vi har sørget for at have mindre skuffer inde i de store skuffer, så de ikke syner udefra. Det betaler sig virkelig nu, hvor vi nyder det rolige udtryk i køkkenet.
Bænk
Ideen om en bænk kom tilfældigt. Vi var i gang med at tegne køkkenet, da vi talte med nogle venner om, at vi ikke vidste, om vi også ville have køkkenelementer på den sidste væg under vinduet eller om vi helt skulle droppe det. Dér forslog vores veninde at lave en mellemløsning – skabe i halv højde, med puder på, som kunne bruges til en bænk. Den idé er vi så glade for nu! Det gør vores køkken unikt, og skaber rigtig meget hygge, at man kan sidde blødt og drikke en kop kaffe, uden at skulle synke hen i en sofa.
Valg vi er mindre glade for:
Hårde hvidevarer
Oprindeligt ville vi have købt vores hårde hvidevarer i Ikea, men da Mikkels forældre havde en kontakt til en forhandler i Odense, der kunne konkurrere på Ikeas priser, besluttede vi at give ham en chance for at komme med et samlet tilbud. Vi endte med at købe alt gennem ham. Emhætte fra Silverline, kogeplade og indbygningsovn fra Gram og køleskab og opvaskemaskine fra Siemens. Det betød også, at vi ikke nåede at se produkterne fysisk, inden vi købte dem. Vi slog dem kun op på nettet – og det fortryder jeg nu.
Især vores ovn, som sidder lige i øjenhøjde, er jeg ked af. Udover at den ikke har den finish og de funktioner, jeg havde forstillet mig, har den et markant rødt lys i displayet, der ikke står godt til de blå skabe. Det er en detalje, jeg ikke havde forestillet mig, jeg skulle tage højde for.
Spots / lys
En sidste ting, jeg er ked af, vi ikke har brugt mere tid på at overveje er belysning. Der var spots i loftet i køkkenet, da vi flyttede ind, og den løsning var rigtig praktisk. Vi besluttede os derfor for at beholde den, men opdatere med nogle lidt pænere spots. Desværre har de spots, vi har købt nu, et meget hvidt lys. Det bliver næsten helt sterilt. Sammenholdt med emhætten, der også sidder i loftet, og som også er lidt steril i udtrykket (blank, hvid), mangler vi noget hygge. Jeg ville ønske, vi havde overvejet at få freset ledninger ind i væggen til lys, så vi kunne have suppleret med nogle fine væghængte lamper. Det er ikke fordi, vi vil undvære spots i loftet, for de er virkelig praktiske, men vi skulle også have tænkt i en mere hyggelig belysing, så vi kunne veksle mellem praktiklys og hyggelys.
Jeg håber, ovenstående kunne hjælpe og inspirere. Hvis I har spørgsmål til noget, er kommentarfeltet som altid åbent.
9 Comments
Undersøg evt hvilke pærer der er i jeres spots, og om de kan skiftes. Få efter pærer med 2700 kelvin (eller derunder), hvis i vil ha et mere varmt lys.
Tak for tippet. Ja, det skal vi helt sikkert have undersøgt! 🙂
Super fedt at høre om jeres overvejelser og hvad I er knap så glade for. Det er sjældent man hører om renovering fra det perspektiv!
Tak, Tine. Det er jeg rigtig glad for at høre. Jeg håber, det kan spare nogen andre, fra nogle af de hovedpiner, vi har haft undervejs 🙂
Hej!
Tillykke med jeres køkken – det er virkelig flot!! Vi venter på et tilbud fra Reform CPH på et køkken i samme design som jer, men det eneste vi er (ret) bekymrede for er, om grebene er for upraktiske. Her tænker jeg både i forhold til hygiejne, men også om de er okay at åbne skufferne med, og også ift at åbne opvaskeren med. Er det noget I tænker over i hverdagen?
Venlig hilsen
Line
Hej Line
Vi har allerede skrevet sammen på Instagram, så jeg håber, du har fået svar på dit spørgsmål. Hvis ikke, så skriv endeligt igen. 🙂
Tillykke med køkkenet!
Hej!
Tillykke med jeres køkken – det er virkelig flot!
Vi venter i øjeblikket på et tilbud fra Reform CPH på et køkken i samme design som jeres.
Det eneste vi er lidt bekymrede for er, om grebene er upraktiske?
Jeg tænker både ift hygiejne, men også om de bliver for svære/tunge at åbne skuffer og opvasker med?
Venlig hilsen
Line 🙂
Hvilken bordplade er det i har? Det ligner OSB plade.
Hej Sune. På billederne her er det en OSB-plade, ja. Vi bruger den midlertidigt indtil de rigtige bordplader kommer. Den kan bestemt ikke anbefales som permanent bordplade 🙂
Mvh Nadia