• Forside
  • Renovering
  • DIY
  • Indretning
  • Personligt
  • Hus og have
  • Miljøvenlig livsstil
  • Forside
  • Renovering
  • DIY
  • Indretning
  • Personligt
  • Hus og have
  • Miljøvenlig livsstil

Projekt Baby Podcast

juni 27, 2020

Kære dig, der har fundet vej til denne side

Først og fremmest, tusind tak for din interesse i vores podcast. Det betyder meget at vide, at der sidder nogle derude, der har lyst til at lytte til vores historie om, hvordan fertilitetsbehandling har været en del af vores liv de sidste fire år. Først da vi lavede vores datter Lua, senere da vi bearbejdede forløbet, sparede op, tog os mod til og startede igen med at lave en lillebror eller en lillesøster. Det er dét forløb, vores anden omgang i fertilitetsbehandling, som vi dokumenterer i denne podcast.

Det er i virkeligheden ironisk, at det netop er os, der nu udgiver denne podcast. For i lang tid gjorde vi alt for at skjule, at vi var i fertilitetsbehandling.

Fra vi besluttede os for, at vi ville have børn sammen og indtil vi 2,5 år, 80.000 kr og 7 forsøg i fertilitetsbehandling senere stod med en positiv graviditetstest, holdt vi det hemmeligt for stort set alle omkring os. Få udvalgte venner var de eneste, der blev indviet. Mit arbejde, mine kollegaer og min familie – de fik aldrig noget at vide før jeg blev gravid. Min mor, som jeg ellers er tæt med, fik det først at vide, da Lua var 10 måneder gammel. Jeg kunne simpelthen ikke få det sagt.

At få at vide, at vi måske aldrig ville få børn sammen, er det største chok og den største sorg, der er overgået os begge. Og det har taget os år at komme til et sted, hvor vi er klar til at dele den oplevelse.

Men det er vi nu. Klar! Og vi glæder os til at give dig og alle dem, der måtte have lyst til at lytte med, et indblik i hvordan det er for os at være i fertilitetsbehandling. Derfor har vi optaget alt undervejs i det forløb; scanninger, ægudtagninger, sædprøver, en overstimulering, en sygemelding og alle vores, til tider svære, samtaler undervejs. Alle de klip kan du høre i løbet af afsnittene i podcasten, hvor vi også tager forskellige emner om.

I første afsnit forsøger vi at forklare, hvorfor det kan være så svært at tale om, at man ikke kan få børn. I forlængelse deraf forsøger vi at komme nærmere et svar på, om man bør være åben om sin behandling til sine omgivelser.

I andet afsnit skal det handle om, hvordan vi har tacklet det at være i behandling meget forskelligt, hvordan det har påvirket vores parforhold og hvordan vi forsøger at undgå at begå samme fejl her anden gang, vi er i behandling.

I kommende afsnit skal vi også tale om, hvordan man er en god pårørende, hvordan man tackler alle de gode råd man får, om nedsat sædkvalitet, om valg af klinik, om parforholdet og om hvordan det er at bære skylden for, at ens partner skal gennemgå et smertefuldt forløb for at få børn.

Vi glæder os helt vildt til, at du skal høre den og vi håber, at du har lyst til at fortælle os, hvad du synes om den. Det er første gang, vi laver en podcast og vi vil vildt gerne lære undervejs. Du kan give os din feedback i kommentarfeltet herunder eller på Instagram, hvor du også kan stille spørgsmål, som vi kan tage op i podcasten, som vi optager løbende.

Podcasten kan høres på Spotify, Apple Podcast, Google Podcast og Podimo.

Kærlig hilsen,
Mikkel & Nadia

#ProjektBabyPodcast

barnløsbarnløshedbørnfamiliefamilielivFertilitetfertilitetsbehandlingpodcastprojekt babyprojekt baby podcastufrivillig barnløshed
Share

Personligt

You might also like

At fortryde (lidt) og føle sig som verdens største hykler
oktober 31, 2018
At renovere på barsel
september 30, 2018
Navngivningsfest på budget
september 4, 2018

Leave A Reply


Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *




© Copyright Forstadsdrømme