• Forside
  • Renovering
  • DIY
  • Indretning
  • Personligt
  • Hus og have
  • Miljøvenlig livsstil
  • Forside
  • Renovering
  • DIY
  • Indretning
  • Personligt
  • Hus og have
  • Miljøvenlig livsstil

Vores renoveringsbudget

september 26, 2018

I er rigtig mange på Instagram (@forstadsdromme), der spørger til vores renoveringsbudget, og hvad det dækker. Og det kan vi godt forstå, for hvis man selv står over for eller endda midt i en større renovering som os, så er det i sidste ende budgettet, der afgør, hvor stort man kan drømme. Derfor viser vi i dette indlæg vores budget, post for post, så I kan se, hvordan vi har valgt at forvalte vores penge.

Der er mange måder at prioritere sine penge på i en renovering. Man kan vælge at gøre alt selv, at gøre intet selv, eller lægge sig et sted midt i mellem. Vi har valgt det sidste. Primært for at kunne få råd til en entreprenør på de ting, vi ikke kunne på kompromis med udførelsen af.
Det har også betydning, hvilke håndværkere man bruger, og om man vælger en entreprenør, som vi har gjort det, eller om man selv står for al koordinering. Vi har ved tidligere renoveringsprojekter selv stået for koordineringen, og det har været både enormt tidskrævende og frustrerende. Vi har også tidligere, i et forsøg på at spare penge, prioriteret at finde de billigste håndværkere. Desværre er vores erfaring, at resultatet følger prisen og professionalismen. Derfor har vi denne gang prioriteret at finde håndværkere, vi har tillid til, mere end håndværkere, der kunne hive det bedste tilbud op ad lommen. Man vil med andre ord, sagtens kunne gøre det billigere end os, men risikerer måske så også et ringere resultat.

Håndværkerne har stået for: Nye gulve, væltning af bærende væg, opsætning af nyt loft i køkken og al el og vvs.

Vi har selv stået for: Al malearbejde, herunder at fjerne tapet, spartle, slibe, grunde, filte og male. Vi har selv samlet og monteret køkken og bygget nyt klædeskab.

Har I spørgsmål til vores budget, så er kommentarfeltet åbent. Tak fordi I læser med.

 

BUDGET: 500.000 kr.

 

GULVE: 165.000 kr.

Vi har fået lagt nye gulve i stueplan og på førstesal. Det er parketgulve fra Tarkett i eg. Beløbet dækker at få fjernet eksisterende gulve i stueetagen, at få jævnet gulvet på førstesalen (hvor vi lagde det nye gulv oven på det gamle gulv), alle materialer, fodpaneler samt montering.

 

KØKKEN: 191.000 kr
Reform-fronter: 47.000 kr
Ikea-skabe: 16.000 kr
Bordplader inkl. vask: 33.500 kr
Hårde hvidevarer: 41.000 kr

Silverline emhætte, Simens køleskab, Gram indbygningsovn, Gram induktionskogeplade, Simens opvaskemaskine, Qooker.

Nyt loft i køkken: 12.000 DKK

Idet vi fik væltet en væg mellem køkken og spisestue, skulle loftet over køkken sænkes på ny. Posten dækker nedrivning og bortskaffelse af gammelt loft, opsætning af nyt gipsloft, ny el, spots med lysdæmp samt montering af tømrer og elektriker.

Tilslutning af emhætte: 18.000 kr.

Denne post kom bag på os. Tænk, at det kan koste det dobbelt af emhættens pris at montere den! Men det kan det (åbenbart), når der skal føres nye rør til emhætten og emhættens motor sidder i skunken på første sal. Desuden skulle der bygges en kasse til emhætten i det nye loft. Prisen er inklusiv timer til tømrer, elektriker samt alle materialer.

El: 19.500 kr

Ny el i køkken, der fræses ind i væg samt ny gruppe på el-tavle, så vi undgår problemer med, at strømmen går. Posten dækker også tilslutning af alle hårde hvidevarer.

VVS: 4.000 kr.

Tilslutning af hårde hvidevarer og Qooker.

 

VÆLTNING AF BÆRENDE VÆG: 43.500 kr

Mellem det oprindelige køkken og spisestue, stod en bærende væg, som vi har væltet. Eller det vil sige, at det har håndværkerne. Prisen dækker ingeniørberegninger på det jern, der er lagt i væggen, for at huset ikke synker sammen, nedrivning af væg, bortkørsel af mursten, opsætning af jern samt murer-arbejde til efterfølgende oppudsning af loft og vægge.

 

VÆGGE: 30.000 kr

Alle vægge i huset har vi prioriteret at lave selv. Det betyder, at vi selv har spartlet, slebet, grundet, filtet og malet. Det er ikke alle vægge i huset, der skulle spartles på ny, men omkring halvdelen har fået en tur. Desuden er hele huset blevet malet. Prisen inkluderer alle materialer.

 

MØBLER: 25.000 kr

Vi kommer fra en 3-værelseslejlighed, så vi havde brug for lidt flere møbler. Ikke mindst lamper, som vi slet ikke havde nok af til at oplyse huset. Prisen dækker også skabe, tæpper, hylder osv.

 

ULOVLIG EL: 13.500 kr

Her kommer desværre den store uforudsete post, ulovlig el. Da vi fjernede gulvet i stueetagen, fik vi syn til el-installationerne i kælder-loftet og de viste sig at være ulovlige. Det skulle vi udbedre og det blev desværre en halv-dyr streg i regningen, vi gerne ville have brugt på gardiner og et nyt spisebord.

 

DIVERSE: 10.000 kr

Vi har investeret i en del værktøj undervejs, ligesom vi har lejet trailer til at køre på genbrugsstationen osv. Det løber også op over de cirka 6 måneder, vores renovering kommer til at vare.

 

TOTAL: 478.000 kr. inkl. moms.

Share

Renovering

6 Comments


Anne
September 28, 2018 at 11:14 am
Reply

Hej
Fedt at du deler økonomi! Det er svært at få overblik over, hvor meget man skal sætte af til den slags!
Hvad er jeres baggrund, er nogen af jer håndværkere el. har i fået hjælp af håndværkere i familien?
Min mand og jeg overvejer at kaste os ud i samme projekt, men vi har ingen erfaring med gør-det-selv og heller ikke nogen i familien vi kan trække på.. Idéer og gå-på-mod har vi dog masser af, og vi er måske lidt naive, når vi tror, at vi kan lære det meste vha. Youtube mv.
/Anne



    admin
    September 28, 2018 at 8:10 pm
    Reply

    Hej Anne. Tak for din kommentar og for, at du læser med. 🙂

    Vi har ingen håndværksmæssig baggrund whatsoever. Vi arbejder begge på kontor. Der er heller ingen i vores familier, der er uddannede håndværkere (desværre, det havde ellers været fedt). 🙂

    Det er slet ikke naivt at tro, at I kan lære det meste via YouTube. Selvfølgelig kan I det! Jeg satte min studielejlighed i stand for nogle år siden, alene ved at se YouTube-videoer, og det gik rigtig fint. Det allervigtigste er, at man synes det er sjovt, og har lyst til at kaste sig ud i det. Jeg vil dog råde jer til at få hjælp til de ting, der ikke kan laves om. For eksempel er det nemt at rette en spartlet væg, der er blevet ujævn eller har fået lidt mærker, mens det kan ende ret fatalt, hvis man forsøger at vælte en væg uden at have forstand på det. Det siger vi i hvert fald tit til os selv, når vi prøver nye ting af, “huset går ikke i stykker, og vi kan altid lave det om, hvis det bliver grimt.”

    Og så vil jeg anbefale jer, at investere i noget godt værktøj. Det gør alt nemmere!

    Held og lykke med det. Regn med, at det bliver hårdt, frustrerende og ‘2 skridt frem, 1 tilbage’, men også vildt sjovt og fantastisk 🙂

    Kh Nadia

Sofie
September 28, 2018 at 6:47 pm
Reply

Spændende indlæg. Har I købt en integrerbart opvaskemaskine fra Siemens? Og i så fald, hvilken model? Jeg er i gang med ar købe køkken fra ikea/reform og vil gerne have integrerbar opper, men er i tvivl om det passer i målene.



    admin
    September 28, 2018 at 8:15 pm
    Reply

    Hej Sofie. Tak for dit spørgsmål.

    Ja, vores opvaskemaskine fra Simens er integrerbar. Den er hedder “SX736X03FE”. Der kommer beslag med fra Siemens, når man køber den, der passer fint bag på en Reform-låge. Dog havde vi et problem, fordi vores låge fra Reform bestod af to skuffe-fronter, der først skulle sættes sammen med et jern-beslag på bagsiden, før de kunne monteres på opvaskemaskinen. Og det beslag skulle sidde samme sted som Simens-beslagene. Så der skulle vi være lidt kreative, før det kunne lade sig gøre. Nu virker det dog fint.

    Skriv endeligt igen, hvis I skulle få samme problem og vil høre, hvordan vi har løst det.

    Kh Nadia

Thilde
September 29, 2018 at 1:04 pm
Reply

Ulovlig el kan i nogle tilfælde dækkes af ejerskifte forsikring. Så er den givet videre



    admin
    September 30, 2018 at 9:27 am
    Reply

    Hej Thilde. Ja, det havde vi også håbet. Desværre havde vi overset, at det var nemt i vores Elrapport, og derfor ville forsikringen ikke dække :/

    Kh Nadia

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *




© Copyright Forstadsdrømme